‘Requiem-fejden’ – striden om autenticiteten af Mozarts requiem

Hvorfor eksisterer der så mange udgaver af Mozarts Requiem? Hvor meget nåede Mozart selv at skrive? – Få svar på spørgsmålene her!

Hvor meget nåede Mozarts egentlig at skrive, inden han døde?

Mozart nåede ikke at afslutte sin dødsmesse. Sådan så værket ud ved hans død d. 5. december 1791:

  • Kun Introitus var komplet afsluttet.
  • Af satserne Kyrie – Dies Irae – Tuba mirum – Rex tremendae – Recordare – Confutatis – Domine Jesu Christe – Hostias havde Mozart nået at skrive vokalsatserne, continuostemmen og enkelte motivskitser til orkesterstemmerne.
  • Af Lacrymosa forelå de første 8 takter af Mozarts hånd.

Værket, som vi kender det i dag, blev fuldendt af Mozarts elev Süßmayr. Mozarts enke havde bedt flere af Mozarts elever om at skrive værket færdigt; i sidste ende var det Süßmayr, der fuldførte opgaven.

1825: Requiem-fejden opstår – og får Beethoven til at fare i flint

Meget tidligt dukkede spørgsmålet op, hvorvidt messen overhovedet kunne betragtes som Mozarts værk – især fordi ingen vidste, hvor originalpartituret befandt sig. Tvivlen udløste en videnskabelig (og til tider temmelig heftig) strid, som i dag går under navnet ‘Requiem-fejden’.

Det var musikkritikeren Jacob Gottfried Weber, der i 1825 udløste striden med en artikel, hvori han betvivlede værkets ægthed og ikke gik af vejen for temmelig grove og bastante udmeldinger. Dette fik Beethoven til at notere de arrige kommentarer “Åh, dit ærkeæsel” og “Åh, dit dobbelte æsel” ned i sit eksemplar af tidsskriftet.

Originalmanuskripterne dukker op

Lacrymosa – de første fem takter i Mozarts håndskrift

Efterhånden som årene gik, dukkede flere dele af originalpartituret imidlertid op. Hvor man før kun havde Süßmayrs afskrift af store dele af værket og derfor gik ud fra, at Süßmayr havde komponeret det meste fra bunden af, stod man pludselig med Mozarts egne udkast i hænderne. Det gjorde det muligt for forskningen at gennemføre systematiske (bl.a. grafologiske) undersøgelser for at fastslå Mozarts oprindelige bidrag til værket. Takket være originalmanuskripterne har man i dag et klarere billede af værkets tilblivelse.

Det er karakteristisk, at Mozart startede med at komponere vokalsatserne – som det første og nogle gange det eneste. Man kan derfor med rette betegne dem som værkets musikalske kerne, som bærer og præger resten af kompositionen.

Lacrymosa – de sidste takter, inden satsen slutter brat

Der er grund til at antage at Mozart – ud over de allerede nævnte satser – også efterlod skitser og udkast til Sanctus, Benedictus og Agnus Dei, som Süßmayr byggede sin komposition op omkring.

1958: En ukendt stjæler Mozarts sidste ord

Mozarts sidste ord?

I 1958 blev originalmanuskriptet udstillet ved Verdensudstillingen i Bruxelles. På en eller anden måde lykkedes det for en ukendt person at skaffe sig adgang til partituret og rive nederste højre hjørne af, som aldrig er blevet genfundet. Hjørnet indeholdt ordene “Quam olim d:C [da capo]” og var efter al sandsynlighed de sidste ord, Mozart havde nået at skrive. 

Mozarts originalhåndskrift med det manglende hjørne

Franz Beyers udgave

I dag eksisterer Mozarts requiem i forskellige versioner med hver deres bud på en fuldførelse. Bachkoret har valgt musikforskeren Franz Beyers udgave, som ikke begiver sig ud i en nyskabende fortolkning, men nøjes med skånsomt at rense korsatserne for åbenlyse misforståelser og afvigelser. Instrumenteringen er slank og transparent, og Mozarts egen klang træder tydeligere frem.

Af Ruth Horak

Christoph Wolff: Mozarts Requiem. Geschichte – Musik – Dokumente, 2001; Wikipedia

In terra pax

Et værk om en usikker fremtid, som vi er nødt til at håbe på.

Skabt af en komponist uden illusioner.

 

Frank Martin

Sommer 1944.

Der har været krig i Europa i fem år. Tyskland er hårdt presset både ved øst- og vestfronten. De allierede går i land i Frankrig, og de sovjetiske styrker rykker stødt frem og er ved at nå frem til Polen. Soldater dør i hobetal ved fronten, civile bliver forfulgt og dræbt i koncentrationslejre og massakrer eller dør i bomberegn. Anden Verdenskrig hærger. Ved krigens afslutning vil mellem 60 og 80 millioner mennesker have mistet livet.

 

I begyndelsen af sommeren 1944 modtager Frank Martin en bestillingsopgave. René Dovaz, direktør i Radio Gèneve, ønsker et korværk, som skal ligge klar til den dag, kamphandlingerne ophører og krigen er slut. Frank Martin ved med det samme, at værket skal have religiøs karakter, og påtager sig opgaven med glæde, men også gru. Han fuldender “In terra pax” i oktober 1944. Den 7. maj 1945 uropføres oratoriet i Gèneve.

Picasso: Guernica

At skrive om fred midt i krigen

Frank Martin befandt sig i den paradoksale situation, at han skulle fejre freden på et tidspunkt, hvor krigen var på sit højeste. For overhovedet at kunne skrive værket var han med egne ord tvunget til at konfrontere sig selv med billeder af lidelse og sorg, men også glæde og den uendelige lettelse, krigens afslutning en dag ville medføre – alt imens krigen rasede ubarmhjertigt videre: “Om sommeren 1944 skulle jeg således fremmane dette længe ventede øjeblik med sin overstrømmende glæde, midt i bekymringerne for fremtiden, den uendelige sorg, krigens hærgen overalt.”

Opgaven blev ikke ligefrem nemmere ved, at Martin ikke nærede nogen som helst illusioner om den form for fred, der ville efterfølge krigen: “Men mine manglende illusioner skulle ikke forhindre mig i at forsøge at udtrykke overgangen fra den dybeste fortvivlelse til et håb om en lysende fremtid.”

Franks opfattelse af fred er mere end den prosaiske, skrøbelige og ufuldkomne fred, sejrherrer og krigens tabere indgår, når alt er tabt. Hans fredsbegreb er langt mere omfattende og kompromisløst. Frank så tilgivelse som en tvingende forudsætning for fred: “Og det betød at jeg, med Christi ord, bekendte mig til tilgivelsens absolutte nødvendighed, uden hvilken sand fred er umulig. Men dette krav er så stort, at man ikke kan forestille sig dens indfrielse her på jord uden en mirakuløs transformation af menneskelige tanker og følelser. For os kan sand fred derfor kun være et håb, en vilje, en tro, en bro til en usikker fremtid – men denne fremtid er vi nødt til at forestille os, selv om vi ikke er i stand til at tro på dens materielle og jordiske virkeliggørelse.”

Netop fordi Frank Martin i sidste ende opfattede sand fred som en vedvarende menneskelig længsel og ikke som en konkret, realiserbar tilstand, var “In terra pax” for ham aldrig bare en lejlighedskomposition. For Martin var længselen efter fred universel og konstant, og dette gør værket stadig lige vedkommende og gribende som i 1945, også her 74 år efter krigens afslutning. 

Tekstgrundlag og opbygning

Martin udvalgte tekster og enkelte citater både fra Det Gamle og Det Nye Testamente: Esajas, Salmernes Bog, Matthæus, Lukas og Johannes’ Åbenbaring. Teksterne blev arrangeret, så værket kom til at bestå af i alt fire dele.

Værket er konciperet som en vandring igennem fire tilstande: Krig, tilintetgørelse, straf og vrede i begyndelsen; derefter håb, trøst og befrielse; Jesus som Christus dukker op, offerlammet, som introducerer tilgivelse og kærlighed som forudsætning for fred; og til sidst åbenbares en ny jord og en ny himmel uden tårer, lidelse eller gråd.

I oratoriets første del skildres krigen, som her ses som en konsekvens af Guds vrede. Mennesket straffes og forbandes for sine synder, og Gud raser, er vred og fjern. Denne eksistentielle forladthed og angst kommer tydeligst til udtryk i det fortvivlede råb: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – et citat fra Salme 22 og samtidig velkendt som Jesu forpinte skrig på korset, i dødsangst og desperation.

I anden del skifter stemningen. Gud er igen til stede og lyset vender tilbage. Mennesket anråber Guds barmhjertighed, bliver hørt og fatter nyt mod. Fortrøstningsfuldheden munder ud i feststemning; mennesket opfordres til at iklæde sig festtøj og prise Gud.

I tredje del optræder Jesus. Jesus introduceres i form af profetier fra Det Gamle Testamente – i rollen som lidelsernes mand, den udvalgte, som ofrer sig for menneskeheden. (Esajas 53:3 vil mange sikkert genkende fra Händels Messias: He was despised and rejected of men, a man of sorrows and acquainted with grief.) Delen afrundes med en samling citater fra Bjergprædikenen, som handler om tilgivelse og kærlighed til ens fjender, og slutter med Fader Vor – en tillidsfuld og barnlig bøn til Gud, som nu ikke længere er den vrede og ødelæggende Gud, men en kærlig og omsorgsfuld fader.

Oratoriets fjerde del vender tilbage til Johannes’ Åbenbaring, som værket også indledes med. Teksten besværger en ny jord, en ny himmel og en ny hellig by Jerusalem, hvor Gud selv vil bo hos menneskene: “Han vil tørre hver tåre af deres øjne,/ og døden skal ikke være mere,/ ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. / Thi det, der var før, er forsvundet.” Værket slutter med et Sanctus, hvor kor og solister i fællesskab priser Guds den helliges almagt.

Tørre fakta

  • “In terra pax” betegnes som et “oratorio breve”, altså et kort oratorium, og består af fire dele.
  • Værket er tilrettelagt for dobbeltkor (sopran, alt, tenor, bas), et pigekor og fem solister (sopran, alt, tenor, baryton og bas).
  • Orkesteret består af fløjter, oboer, klarinetter, fagotter, horn, trompeter, basuner, tuba, percussion, celesta, klaverer og strygere.

Af Ruth Horak