Johannespassionen – en voldsom fortælling om lidelse, død og sorg

Johannespassionen – en voldsom fortælling om lidelse, død og sorg
06/09/2019 Ruth Horak

Bachs Johannespassion er en voldsom følelsesmæssig oplevelse. Det er en barsk og rystende fortælling, som det er svært ikke at blive dybt menneskeligt berørt af. Det skyldes ikke mindst, at evangelisten Johannes har en anden tilgang til fortællingen om Jesu lidelse og død end eksempelvis evangelisten Matthæus.

Johannes og Matthæus

Den røde tråd i Matthæusevangeliet er at begivenhederne – så sørgelige og uretfærdige de end er – følger en guddommelig plan. Matthæus er dybt forankret i de gamle jødiske skrifter; Jesu gerninger og død er således en opfyldelse af skriftord, en indfrielse af et løfte.

Johannes lader sin passionsfortælling gå i gang på et senere tidspunkt end Matthæus. Tyngdepunktet forskydes, og rettergang, dom, korsfæstelse og død kommer således til at fylde mere end hos Matthæus. Johannes’ narrativ er en følelsesladet, dramatisk skildring af smerte, lidelse og sorg – og menneskelig ondskab. Gang på gang konfronterer han os med den ubegribelige, ubærlige, blodige uret, som blev begået. Johannes’ beskrivelse af korsfæstelsen er også den mest fysiske og blodige af alle: Kun hos Johannes knuser soldaterne de korsfæstedes ben og stikker Jesus i siden med et spyd. Døden maskeres ikke.

Bachs gengivelse

Denne forskel mellem evangelierne udtrykker Bach i sin passionsmusik. Han former musikken efter tekstens karakter, altid tro mod den tone, evangelisten selv anslår i sin fortælling. Teksternes forskellighed kan høres i den måde, Bach komponerer selve evangelieteksten på. Den kommer til udtryk i Bachs valg af de tekster, som skal uddybe og fortolke evangeliets budskab: koraler, recitativer og arier. Og placeringen af disse tilføjelser former værkets overordnede arkitektur.

Allerede helt i begyndelsen træder passionernes forskellighed tydelig frem:

I introitus til Matthæuspassionen citerer Bach en traditionel koral, sunget af børn i et drengekor. Johannespassionens indgangskor derimod er eksplosivt og intenst i sin boblende vrede. Det minder om en trykkoger: Det spilkoger under overfladen med en febrilsk, nærmest kolerisk energi, med pludselige udladninger især ved ordet ”Zeig (…)” (”Vis os gennem din passion”). Tonen er slået an.

Mens Matthæuspassionen afrundes med ét slutkor, har Bach valgt at afslutte Johannespassionen både med slutkoret “Ruht wohl” (som nærmest er en vuggevise) og en koral. Netop fordi de to slutkor minder om hinanden både i karakter, musik og tekst, er den efterfølgende koral en påfaldende forskel. Men måske skyldes forskellen netop Johannespassionens store følelsesmæssige engagement. Vurderede Bach at slutkoret ikke var nok, men at det også krævede en mere ritualiseret, tryg koral at føre tilhørerne sikkert i land efter den voldsomme storm, de lige havde været igennem?

Forskellig tilgang, men samme intention

Men til trods for de store forskelle imellem de to evangelister er deres mål og hensigt det samme. Tilhørerne skal aktivt opleve og gennemleve passionshistorien og forstå, at det er deres synder, der er årsagen til Jesu lidelse: ydmygelsen, korsfæstelsen og døden, og at de derfor skal stræbe efter et moralsk godt liv. Velvidende, at de – svage som de er – kun kan opnå dette ved Jesu hjælp. Forståelsen opnås gennem publikums egen, emotionelle og spirituelle oplevelse af passionshistorien – og ikke igennem en rationel teologisk analyse.

Af Jan Scheerer & Ruth Horak (26.03.2019)

0 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*