Et værk om en usikker fremtid, som vi trods alt er nødt til at håbe på.

Skabt af en komponist uden illusioner.

 

Sommer 1944.

Der har været krig i Europa i fem år. Tyskland er hårdt presset både ved øst- og vestfronten. De allierede går i land i Frankrig, og de sovjetiske styrker rykker stødt frem og er ved at nå frem til Polen. Soldater dør i hobetal ved fronten, civile bliver forfulgt og dræbt i koncentrationslejre og massakrer eller dør i bomberegn. Anden Verdenskrig hærger. Ved krigens afslutning vil mellem 60 og 80 millioner mennesker have mistet livet.

 

I begyndelsen af sommeren 1944 modtager Frank Martin en bestillingsopgave. René Dovaz, direktør i Radio Gèneve, ønsker et korværk, som skal ligge klar til den dag, kamphandlingerne ophører og krigen er slut. Frank Martin ved med det samme, at værket skal have religiøs karakter, og påtager sig opgaven med glæde, men også gru. Han fuldender “In terra pax” i oktober 1944. Den 7. maj 1945 uropføres oratoriet i Gèneve.

At skrive om fred midt i krigen

Frank Martin befandt sig i den paradoksale situation, at han skulle fejre freden på et tidspunkt, hvor krigen var på sit højeste. For overhovedet at kunne skrive værket var han med egne ord tvunget til at konfrontere sig selv med billeder af lidelse og sorg, men også glæde og den uendelige lettelse, krigens afslutning en dag ville medføre – alt imens krigen rasede ubarmhjertigt videre: “Om sommeren 1944 skulle jeg således fremmane dette længe ventede øjeblik med sin overstrømmende glæde, midt i bekymringerne for fremtiden, den uendelige sorg, krigens hærgen overalt.”

Opgaven blev ikke ligefrem nemmere ved, at Martin ikke nærede nogen som helst illusioner om den form for fred, der ville efterfølge krigen: “Men mine manglende illusioner skulle ikke forhindre mig i at forsøge at udtrykke overgangen fra den dybeste fortvivlelse til et håb om en lysende fremtid.”

Franks opfattelse af fred er mere end den prosaiske, skrøbelige og ufuldkomne fred, sejrherrer og krigens tabere indgår, når alt er tabt. Hans fredsbegreb er langt mere omfattende og kompromisløst. Frank så tilgivelse som en tvingende forudsætning for fred: “Og det betød at jeg, med Christi ord, bekendte mig til tilgivelsens absolutte nødvendighed, uden hvilken sand fred er umulig. Men dette krav er så stort, at man ikke kan forestille sig dens indfrielse her på jord uden en mirakuløs transformation af menneskelige tanker og følelser. For os kan sand fred derfor kun være et håb, en vilje, en tro, en bro til en usikker fremtid – men denne fremtid er vi nødt til at forestille os, selv om vi ikke er i stand til at tro på dens materielle og jordiske virkeliggørelse.”

Netop fordi Frank Martin i sidste ende opfattede sand fred som en vedvarende menneskelig længsel og ikke som en konkret, realiserbar tilstand, var “In terra pax” for ham aldrig bare en lejlighedskomposition. For Martin var længselen efter fred universel og konstant, og dette gør værket stadig lige vedkommende og gribende som i 1945, også her 74 år efter krigens afslutning. 

Tekstgrundlag og opbygning

Martin udvalgte tekster og enkelte citater både fra Det Gamle og Det Nye Testamente: Esajas, Salmernes Bog, Matthæus, Lukas og Johannes’ Åbenbaring. Teksterne blev arrangeret, så værket kom til at bestå af i alt fire dele.

Værket er konciperet som en vandring igennem fire tilstande: Krig, tilintetgørelse, straf og vrede i begyndelsen; derefter håb, trøst og befrielse; Jesus som Christus dukker op, offerlammet, som introducerer tilgivelse og kærlighed som forudsætning for fred; og til sidst åbenbares en ny jord og en ny himmel uden tårer, lidelse eller gråd.

I oratoriets første del skildres krigen, som her ses som en konsekvens af Guds vrede. Mennesket straffes og forbandes for sine synder, og Gud raser, er vred og fjern. Denne eksistentielle forladthed og angst kommer tydeligst til udtryk i det fortvivlede råb: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – et citat fra Salme 22 og samtidig velkendt som Jesu forpinte skrig på korset, i dødsangst og desperation.

I anden del skifter stemningen. Gud er igen til stede og lyset vender tilbage. Mennesket anråber Guds barmhjertighed, bliver hørt og fatter nyt mod. Fortrøstningsfuldheden munder ud i feststemning; mennesket opfordres til at iklæde sig festtøj og prise Gud.

I tredje del optræder Jesus. Jesus introduceres i form af profetier fra Det Gamle Testamente – i rollen som lidelsernes mand, den udvalgte, som ofrer sig for menneskeheden. (Esajas 53:3 vil mange sikkert genkende fra Händels Messias: He was despised and rejected of men, a man of sorrows and acquainted with grief.) Delen afrundes med en samling citater fra Bjergprædikenen, som handler om tilgivelse og kærlighed til ens fjender, og slutter med Fader Vor – en tillidsfuld og barnlig bøn til Gud, som nu ikke længere er den vrede og ødelæggende Gud, men en kærlig og omsorgsfuld fader.

Oratoriets fjerde del vender tilbage til Johannes’ Åbenbaring, som værket også indledes med. Teksten besværger en ny jord, en ny himmel og en ny hellig by Jerusalem, hvor Gud selv vil bo hos menneskene: “Han vil tørre hver tåre af deres øjne,/ og døden skal ikke være mere,/ ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. / Thi det, der var før, er forsvundet.” Værket slutter med et Sanctus, hvor kor og solister i fællesskab priser Guds den helliges almagt.

Tørre fakta