OM OS

Om os

Københavns Bachkor er et seriøst amatørkor med base i Hellerup Kirkes sognegård.

Hvem er vi

Københavns Bachkor er et amatørkor som arbejder seriøst med den klassiske musik. Vi har base i Hellerup Kirkes Sognegård, hvor vi øver hver mandag kl. 19.30 til 22.00 under ledelse af vores musikalske leder og dirigent, Jan Scheerer.

Vores medlemmer kommer med forskellige baggrunde og spænder aldersmæssigt vidt, men med en stor fælles interesse: at arbejde ambitiøst med den klassiske kormusik. Vores fokus er de store mestres korværker med orkester og solister. De seneste større værker vi har opført omfatter blandt andre Matthæus- og Johannespassionen af  J.S. Bach, Brahms ”Ein deutsches Requiem”, Verdis og Mozarts kendte Requiem’er samt Frank Martin’s oratorium ”In Terra Pax”. Koret har tradition for til jul at opføre tre kantater fra Bachs Juleoratorium, med deltagelse af barokorkestret ”Originalerne” og professionelle solister.

Udover de store værker indøver koret også a cappella-værker til brug ved lejlighedskoncerter (sommerkoncert, rejser m.m.).

I  oktober 2022 fejrer Københavns Bachkor sit 50 års jubilæum med en koncert med tre af Bachs motetter.

Koret tager hvert år på en korweekend, ligesom vi hvert andet år rejser til udlandet – senest i 2018 til Innsbruck og (planlagt, men ikke gennemført pga. Covid-19) til Kroatien i 2020.

Hvorfor lige Bach?

Vi hedder godt nok Københavns Bachkor, men det betyder ikke, at vi synger Bach hele tiden. Bach er central i vores repertoire, og vi vender tilbage til hans værker mindst en gang om året med opførelsen af Juleoratoriet.

Koret tog navnet, da det blev dannet for 50 år siden i en periode hvor man “genopdagede” Bachs musik. Inden da hørte man ikke mange opførelser af Bachs værker. Der gik nærmest mode i Bach, og alle store byer med respekt for sig selv fik et Bachkor – også København. Københavns Bachkor er idag det eneste danske kor,  der har beholdt “Bach” som en del af korets navn.

J.S. Bach malet i 1748 af Elias Gottlob Haussmann

 

 

 

 

Torsten Nielsen

Torsten Nielsen er uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med diplomeksamen i kor- og ensembleledelse hos professor Dan-Olof Stenlund og Morten Schuldt-Jensen og med pædagogisk eksamen i hovedfagene sang og klaver.
Torsten har været fast medlem af DR Vokalensemblet i mere end 20 år og sanglærer på Sankt Annæ Gymnasium for både Københavns Drengekor og Sankt Annæ Pigekor siden 2001. Han har været dirigent for flere kor, bl.a. Sankt Pauls Kammerkor, Helsingør Kammerkor, Hørsholm-koret og Roskilde Domkirkes Drengekor. Som sanger er Torsten ofte solist i værker som J.S. Bachs Matthæus- og Johannespassionen, Händels Messias, Mozarts Requiem, Faurés Requiem, Brahms’ Requiem m.m. og han har desuden sunget med ensembler som Ars Nova, Theatre of Voices og Musica Ficta.

Samarbejds-
partnere

Vi samarbejder løbende med ensembler, enkelte musikere og solister ved opførelse af særligt store værker som for eksempel Juleoratoriet. Derudover arbejder vi også sammen med andre kor i forbindelse med forskellige projekter.

For opførelser af tidlig musik samarbejder vi som regel med ensembler i historisk opførelsespraksis, bl.a. med originalerne.org.

Mere om koret

FORENINGEN

Københavns Bachkor er en forening under fritidsloven, med hjemsted i Københavns Kommune. Koret er medlem af KOR72.

Se Bachkorets vedtægter her: vedtægter2018r

 

 

UNDERVISNING

I Københavns Bachkor undervises der i korsang.
Korundervisningen foregår mandage kl. 19.30-22.00 under ledelse af Jan Scheerer.

Desuden tilbydes ensemblesang, hvor ensembler sammensat af tre til fem sangere øver for sig selv med repertoire, der er tilpasset gruppens behov og færdigheder.

   

MEDLEMSKAB OG KONTINGENT

Alle medlemmer i koret betaler et halvårligt kontingent på 900 kr. for at være med. Beløbet dækker blandt andet leje af lokaler, løn til dirigenten og medlemskab af Kor 72 samt øvrige småudgifter i forbindelse med korets administration.

Derudover sørger medlemmerne selv for partiturer og nodemateriale til det løbende repertoire, enten ved fællesindkøb gennem koret, eller hvis man foretrækker det, ved selv at skaffe materialet.

Bestyrelsen sørger løbende for at søge penge fra fonde til finansiering af koncertprojekter, der involverer solister eller orkester, som kræver løn.