Koret
Københavns Bachkor blev stiftet i 1972 med det formål at gøre det københavnske koncertpublikum bekendt med Johann Sebastian Bachs kormusik, herunder de mange kantater for soli, kor og orkester. Bachs korværker hører altså til grundstammen i korets faste repertoire, men repertoiret rækker videre end det. Københavns Bachkor har blandt andet opført Zelenkas Reqiuem, Puccinis Missa di Gloria, Bruckners messe i f-mol, Gades Elverskud, Händels Messias, Mozarts Requiem, Duruflés Requiem, Faurés Requiem og Purcells Dido og Æneas.
Koret deltager i koncerter med orkesterledsagelse og solister, synger rene a capella koncerter og medvirker i sjældne tilfælde i musikdramatiske projekter. Vi ønsker at være et klassisk amatørkor på et relativt højt niveau, så både vores opførelser af store oratorier og vores a capellakoncerter kan blive en god oplevelse for publikum, og der bliver løbende arbejdet med at udvikle koret, både når det drejer sig om arbejdsmetoder og repertoire samt præsentation og kontakt med publikum.
Koret består af både unge og ældre sangere, der har den store fælles interesse at arbejde med især Bach, men også med en række andre komponister, som vi især beskæftiger os med i forbindelse med vores a capella-koncerter. Det forventes, at hver enkelt sanger har en habil stemme, og at man kan høres i en kvartet. Ligeledes forventes det, at man før en øveaften forbereder sig ved hjælp af f.eks. instrumenter, midifiler o.l., da vi har et relativt højt øvetempo. Vi tilstræber, at der skal være en god og inspirerende stemning til den ugentlige øveaften og de ekstra prøver, der kan være op til koncerterne, og at alle prøver skal være tilpas udfordrende.
Det er dog meget vigtigt at sige, at man altid er meget velkommen til at komme til en prøve for at vurdere, om Københavns Bachkor er passende for ens eget niveau. Vi er i koret gode til at støtte hinanden, og vi får god støtte af vores dirigent, og der er således mulighed for at få videreudviklet sin stemme og sit nodekendskab i koret.
Læs mere om undervisning her.
Tidligere dirigenter:
- 2007 – 2010 Frank Sylvan
- 2006 – 2007 Annedore Rapp
- 1999 – 2005 Henrik Schrøder
- 1997 – 1998 Ole Faurschou
- 1996 – 1997 Kaisa Rose
- 1986 – 1996 Poul Emborg
- 1982 – 1985 Jørgen Fuglebæk
- 1972 – 1981 Frans Rasmussen
Gæste- og projektdirigenter:
- Jørgen Berg
- Søren K. Johansen
- Richard Cooke
- Michael Schønwandt
- Sten Lindholm
- Viggo Kanding
- Roland Haraldsson