J.S. Bach


Johann Sebastian Bach (1685-1750) er en af musikhistoriens største skikkelser.
I hans musik sammenfattes og fuldendes baroktidens tonekunst. J.S. Bach kom selv af en stor musikerslægt. Han var født i Eisenach i Thüringen og han havde som ung forskellige organistembeder og stillinger som koncertmester, bl.a. i Weimar og Cöthen inden han 1723 blev kantor ved Thomaskirken i Leipzig. Dette sted blev hovedrammen om hans omfattende kirkemusikalske og vokale produktion. Han komponerede bl.a. fem årgange med ugentlige kirkekantater, hvoraf mere end 200 er overleverede. Med kantaterne og andre kirkemusikalske værker nåede Bach et højdepunkt inden for den protestantiske kirkemusik. De to bedst bevarede passioner, Johannespassionen (1723) og Matthäuspassionen (1729), er sammen med h-mol-messen (1733) og Juleoratoriet (1734) hjørnestene i Bachs vokalmusik. Bach komponerede også en række uovertrufne motetter for kor a capella. Disse værker er med deres virtuose præg og sindrige kontrapunktiske opbygning et vidunderligt studiemateriale for korsangere og de indgår ofte i korets koncerter.

Comments are closed.

Powered by WishList Member - Membership Site Software